Bolivia – Santa Cruz

2. April 2020

 


Kære alle


Vi har det alle 4 fortsat godt.


I søndags (29/3) modtog vi besked om, at der et fly til Frankfurt torsdag den 2. april. Det er Tyskland, der står i spidsen for dette – og flyet er forbeholdt tyske statsborgere. Dog vil der også være nogle pladser til andre europæere.

I går over middag (1/4) fik vi at vide, at der desværre ikke er garanteret pladser til os. Men de anbefaler os at tage til lufthavnen og være klar, da deres erfaring er, at nogle måske ikke dukker op eller lignende. Så vi tager til lufthavnen i eftermiddag og afventer.


Heldigvis skulle der også være et fly på lørdag – denne gang arrangeret af franskmændene. Så vi satser på at kunne komme med det fly lørdag, såfremt vi ikke kommer med flyet i aften.


Vi befinder os lige nu i Bolivias største by Santa Cruz. Vi har bevæget os væk fra Andesbjergene og er nu i troperne i 400 moh. Her er utrolig frodigt og varmt (30-34 grader og nat-tp 23 grader).


Fra Camargo til Santa Cruz

Vi forlod Camargo i tirsdags den 31/3 og kørte sidste tur i vor FEDE bil. Turen var temmelig lang – var på farten 15 timer. Men sikke et imponerende landskab vi kom igennem. Vejen fin fraset nogle timer på grusvej, som mange steder var yderst smal. Men på intet tidspunkt var det farligt, bare rolig. Sikke et syn at kunne kigge mange højdemeter ned og se den flotte gigantiske flod, Pilcomayo.























På turen dertil passerede vi utallige kontrolposter, hvoraf mange også bemandet med sundhedspersonale. Sidstnævnte spurgte ind til corona-symptomer samt målte vor pande-temperatur. Det var noget af en oplevelse at blive ”skudt i hovedet” med et termometer 😊. Aldrig har vi fået målt temperatur så mange gange – og så på 1 dag. Hvor valide de er, ved vi ikke. Der var et udsving på 1,5 grader afhængig af, om vi stadig var i de tempererede højder eller i det tropiske lavland. Men alle utrolig søde og venlige. De gav også mange velmenende råd særlig når de vidste, vi var på vej til Santa Cruz, hvor corona er mest udbredt (men fortsat få tilfælde - ca. 55 smittede i Santa Cruz). For at kunne passere disse kontrolposter og få lov til at tanke, havde den danske ambassade udstedt dokumenter, som fungerede fint.

























Karantæne og UV-lys

Vi føler os stadig overbevist om, at det er den rigtige beslutning at tage hjem. Særlig Andrea og Emil (og øvrige børn) oplever konsekvenserne af landets karantæne samt udgangsforbud. Som voksen må man forlade sit hus for at handle ind en gang i ugen, men børn under 18 år må ikke forlade huset. Alle vi har talt med hernede tænker som vi, at sundhedsvæsnet kommer til at blive belastet i mange måneder fremadrettet. Og alle forventer karantænen bliver forlænget.


Byen Oruro havde initialt flest inficerede med corona. Den 14/3 havde de 8 tilfælde – samme dag lukkede de departementet totalt ned. Siden har de ikke haft flere tilfælde med corona. Der skrives en del om, hvad ”opskriften” er. Mads foreslog UV-lys nok har en betydning udover deres restriktioner. Det er jeg enig i. Byen er i knap 4000 moh med et meget højt UV-indeks. UV er også kendt for at være bakterie/virus dræbende.


Santa Cruz

Trods uvisheden om vor hjemkomst er træls, så også meget godt. Vi har valgt at indlogere os på et fedt hotel med gigantisk hotellejlighed – lige før man kan fare vild… Skøn mad og utrolig frodigt. Pool desværre lukket grundet corona, men ser ellers yderst indbydende ud. Men må ikke spise i restauranten grundet corona, så vi får roomservice. Det er vildt fedt for særlig ungerne at prøve dette – der bankes på døren og ind kommer en tjener med en kæmpe bakke og serverer. Vi går selv op i restauranten og bestiller mad (i stedet for at ringe), venter udenfor i behagelig stole for at udnytte muligheden for at komme ud af værelset. Og det virker til, at det er helt ok. Her er stort set ingen øvrige gæster, så ingen ko på isen.


Bil

Det lykkedes os at sælge bilen i går. Køberen er venner med en politibetjent, så han kunne få lov til både at forlade sit hus samt køre rundt. Desuden har køber en advokat-ven, som lynhurtigt fik ordnet en købskontrakt (selvfølgelig med underskrifter OG fingeraftryk). Godt at kende de ”rigtige” personer, hvis man vil have noget klaret nu og her.


Hus i DK

Huset i Odense er udlejet til to italienere. De er netop nu i Italien uden mulighed for at rejse til DK igen lige foreløbig. Lejerne har været utrolig søde og forstående. De er gået med til, at vi må få vort hus tilbage, når vi kommer hjem. Så fedt!


Vi ses lige pludselig i DK.

 

Mange hilsner fra os alle 4



Floden "Pilcomayo". "Vejen" er på bjergsiden til venstre

Én af utallige temperatur-målinger

Chagas.dk